Endnu et projekt..

16123402_370284380005051_7851370186123771904_n.. Og denne gang et af de lidt større!
Vi har købt os et hus! Et lille charmerende byhus, stik modsat af hvad vi har nu. Det var egentlig slet ikke meningen lige nu og faktisk ville vi gerne være blevet boende, men sådan skulle det ikke være, så nu river vi endnu engang teltpløkkerne op men denne gang for good – eller i hvert fald de næste mange mange år! Vi glæder os. Vi kommer til noget mere by og kommer til at kunne gå til alt – og dét har vi virkelig savnet her på landet, hvor vores eneste kiosk nu er lukket. Vi har købt os et lille projekt, som kræver en masse tid og kærlighed, men det skal vi nok klare. I sommers begyndte vi at kigge, dagen inden Paya blev født besluttede vi os, nøglerne fik vi i december og allerede mellem jul og nytår gik vi igang med at rive ned, de største projekter lyder på nyt køkken og bad, et par vægge og så skal hele huset pudses op. Senere venter nogle større projekter men det må være år ud i fremtiden, Rom blev jo ikke bygget på en dag. Det blir’ hårdt – men det blir’ godt, for det er vores helt eget! ❤️

Det er i to plan, og måske ikke det mest geniale taget mig og min sygdom i betragtning – men men men, man får altså bare ikke samme charme i et et-plans hus, så nu prøver vi, eller.. det er måske lidt voldsomt sagt når vi har købt det, men vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler. Vi indretter underetagen således at jeg ikke behøver at skulle op og ned flere gange dagligt, der er ligeledes også både toilet, pusleplads og liggeplads til mig nedenunder – ligesom der også er oppe, og trappetrinene har en god højde og vi får sat et ekstra gelænder op så der er et i begge sider. Den lille kælder derimod, bliver udelukkende mandens, for den trappe er dum, men det synes han vist kun er fedt :-P

Vi ser ikke meget til manden for tiden, for han bygger og bygger – men når det er på vores kommende hjem, så går det nok – vi glæder os!

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

For et år siden.. – Lidt om vejen hertil..

xxxIdag er det præcis et år siden vi fandt ud af at Paya var på vej. Og sikke et år – Spørger du manden, vil han formegentlig nævne det fede ved et helt år med privat chauffør og spørger du mig, et år uden menstruation. Der er selvfølgelig sket en hulens masse vilde ting, de første tre måneder af graviditeten var ren og skær angst provokerende faktisk, vores oplevelse omkring at have mistet blot to måneder forinden sad stadig rigtig dybt i os, og frygten for at det skulle ske igen overvandt desværre glæden. Heldigvis blev vi regelmæssigt bekræftet i livstegn ved scanninger, og til nakkefoldsscanningen ville jublen ingen ende tage og glæden trådte for alvor i kræft.

Et år siden jeg testede positiv. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen. Faktisk vil jeg vove den påstand at sige at jeg kunne mærke det allerede to uger forinden, jeg var på håndarbejdsmesse med en veninde og fortalte at jeg have lidt mavekneb, formegentlig grundet kommende menstruation, men alligevel føltes det ikke helt normalt, så måske der var noget der var ved at “sætte sig fast” – og ganske rigtigt! Allerede 3+2 testede jeg svagt positivt og derfra blev den bare stærkere og stærkere.

Jeg var meget i tvivl om hvordan fanden jeg lige skulle fortælle manden det, det var lørdag, han var på job og vi skulle til et vennepar om aftenen. Mest af alt ville jeg gerne have gjort et stort nummer ud af det, men altså.. det havde jeg jo gjort første gang, og det gik jo ligesom galt, men alligevel var det også lidt kedeligt bare at ringe til ham og fortælle det.. Så jeg lagde testen i postkassen og bad ham tømme den da han kom hjem, brok brok brok over hvorfor han nu skulle det, men han kom tilbage med verdens største smil og næsten glædeståre – fantastisk, lidt som han har været hele vejen igennem, bedre støtte (og far) skal man lede længe efter.

IMG_3935Min graviditet var bestemt ikke lutter lagkage, helt enorme ligamentsmerter fra nærmest dag ét, blindtarmsbetændelse og ikke mindst svær bækkenløsning – MEN, når det så er sagt så synes jeg faktisk at min graviditet var fantastisk, for mine daglige sygdoms betinget smerter forsvandt nærmest den dag jeg testede positiv, og dét var fantastisk. Lægerne giver hormonerne skylden, og faktisk er det først her indenfor den sidste måned de desværre er begyndt at vænne tilbage igen, jeg tror at amningen har holdt dem lidt tilbage – men med kulde og frostgrader kommer desværre også smerter og stive led. Men jeg har virkelig nydt tiden uden daglige smerter mm.

xIMG_4264

Paya kom til verden ved et planlagt kejsersnit i oktober, jeg var SÅ bange op til, men vi havde en helt fantastisk oplevelse, det var så surrealistisk selv at være med til det hele, vi fik lov at se med under selve operationen og jeg fik hende op til mig i samme sekund hun kom ud. Følelsen og adrenalinen er ikke helt den samme som når man selv har født og presset en baby ud, oplevelsen og følelserne er anderledes, men også virkelig virkelig fantastiske. Forløbet bagefter var dog noget problematisk og jeg var også indlagt lidt længere end normalt, men hun har været det hele værd og jeg gjorde gerne oplevelsen om igen, da jeg må ingen måde er traumatiseret over det. Vi havde set mange videoer omkring kejsersnit, været til foredrag osv. da jeg virkelig virkelig var bange og ikke helt kunne se idéen med det, men alt frygt blev gjort til skamme, super søde læger og sygeplejerske der formåede at lave en hyggelig stemning på stuen og forklarede alt hele vejen igennem, vi fik en sygeplejerske til at forevige hele oplevelsen fra start til slut – fra bedøvelsen og til hun lå på mit bryst, fede minder – det er så imponerende hvad lægerne kan.

IMG_0968x

Et år – næsten 9 måneder inde – næsten 4 måneder ude.
Det går bare så sindsygt stærkt alting, men hvor er jeg dog bare lykkelig og skide taknemmelig <3

IMG_3236x

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

 

Endelig ovre de tre måneder – og vi lever alle endnu!

15802394_232211337219773_1060790607816949760_n16228746_1842476105965540_6916066136010260480_n15035567_1527306163951428_821891302609125376_n

Som over skriften siger – Vi lever! :-D
Det har været noget af nogle måneder med en masse maveproblemer og en masse skrigeri. Puhh.. MEN, det lader til at vi er igennem det – heldigvis da. De sidste 2 uger har Paya været så sød, mild og nem. (7-9-13, med fare for at jinxe det) men det har hun altså, hun er blevet et helt andet barn der bare smiler og griner hele tiden og er forholdsvis nem at læse og tilfredsstille.

Alle blev ved med at sige til os at det var de første tre måneder der var de værste og at alt nok skulle blive godt – det havde vi noget svært ved at tro på i kampens hede. De første 2 måneder med næsten konstant skrigeri dagen igennem, og den sidste måned kun ved aftentid. Vi har prøvet nærmest alt – men det eneste der har hjulpet hende har været mor eller fars trygge arm og så konstant bevægelse, så vi har fået slidt gulvene tyndt herhjemme og gået nogle kilometer…

Hånden på hjertet, havde jeg vist at de første tre måneder havde været sådan, havde jeg nok haft overvejet en ekstra gang om vi nu også skulle have den 2’er. Men alt det er glemt, og kærligheden til det lille væsen vokser sig større og større for hver dag der går, og jeg kan få helt ondt i maven over hvor meget kærlighed man pludselig kan rumme, især når jeg ser kærestemanden med hende, eller Mynthe – som er verdens bedste storesøster.

16123952_1056432437819547_4999493532004646912_n

Paya er nu blevet 14 uger, hun vejer 6kg og er ved at få lår i skoene, altså stortrivedes hun! :-P Imodsætning til dengang med Mynthe, går amningen strålende. Hun smiler, griner og pludre, griber ud efter ting og har hænderne i munden konstant. Hun er igennem en enorm udvikling lige for tiden og man kan nærmest fornemme at der sker noget dagligt. Hun sover godt om natten og er så småt ved også at lære det om dagen.

Overskuddet er så småt ved at vende tilbage igen, vi begynder at se flere og flere mennesker og jeg er for alvor begyndt at elske det der barselsliv, med mødregrupper og babytytmik osv. Vi har travlt – og nyder det ;-)

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Lillesøster Paya

14709438_677837869038935_505742788629889024_n-114726375_179004979219512_6102423472711925760_n15056744_947517892059416_5558597376572129280_nDen 11 Oktober kom vores alle sammens lillesøster til verden og hun er noget så lækker!
Hun var et lille myr på 3410g og 50cm, og slet slet ikke så stor som lægerne har sagt igennem hele graviditeten. Hun er nu lidt over en måned og vi begynder så småt at fornemme en reel hverdag igen, starten har været noget hård, Lillesøster Paya har nemlig (haft) lidt kolik og har skreget noget så voldsomt og rigtig meget – det er heldigvis i bedring og forhåbentlig på vej retur, vi har gået fast til kiropraktor med hende og det er et helt nyt barn vi har fået – dét er skønt!

Men selvom hun skriger, kun vil gåes rundt med i armene, at hjemmet ligner noget fra anden verdens krig og der ofte går 3-4 dage imellem jeg kommer i bad, så knuselsker jeg hende og jeg elsker elsker elsker at hun er havnet hos netop os! <3

14597498_129349624199153_6460731037776347136_n

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Klar, parat, kom så lillesøster!

14488333_1592983621005514_1129883639333519360_n14482823_1108695235881376_8051432296802156544_n14359973_364239237240820_5029898906868121600_n14334505_1091094744314550_1628902766_n14145464_1776934949249042_1536825606_n14547606_1088345144606006_4264603736938119168_n14374261_1119017501517045_8279929680845340672_n14596744_773957426078737_1359558789308612608_n14359982_195450360866545_5999417018648887296_n

Vi er faktisk helt og aldeles klar til lillesøsters ankomst – i hvert fald sådan rent praktisk! Manden har bygget og jeg har klippeklistret, malet og syet, meget er selvgjort som vi begge godt kan lide – Psykisk er jeg dog noooooooget nervøs, eller nervøs lyder forkert.. Men sådan rent mentalt føler jeg mig ikke helt klar – men bliver man nogensinde 100% klar inden hun rent faktisk ligger på mit bryst? Min krop er klar, SÅ klar, den har det rent ud sagt af helvede til og vil gerne bare tilbage til at være sig selv tror jeg, men alligevel føler jeg at det hele er gået så stærkt – især her til sidst… Puhh nu er det jo lige om lidt. Jeg har termin om en uge!

Manden glæder sig, han svæver nærmest rundt på en lyserød sky, og selvom jeg ikke troede det var muligt elsker jeg ham endnu mere efter denne graviditet. Han har været den største og bedste støtte man kunne tænke sig. Han har sørget for stort set alting og udover at have hjulpet mig med neglelak, bad og tøj her til sidst, har han også fundet sig i mine mange hormoner og ofte ret urimelige udbrud og vrisserier fra min side. han fortjener sgu’ en guldmedalje!

Ved sidste jordemoder besøg i mandags blev lillepigen skønnet til 3500g og hun står fortsat fast langt nede i bækkenet. Forventet vægt ved fødsel er omkring 4kg – det passer meget fint overens med Mynthe, dengang gik jeg 6 dage over tid og hun kom ud med raketfart og vejede 3760g og var 54cm lang.
Jeg tror dog lillesøster bliver lidt mindre – i længden altså, for hun er sikkert godt i stand, det ligner det i hvert fald fra de scanninger vi har været til, gode faste kinder.

14492553_10154603817858000_5449595565640080500_n

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

1 2 3 4 397