Delebørn – Når man savner… Vænner man sig nogensinde til det?

foto (4)Mynthe 3år, 4år og 5år.. Alle hendes børnehave år. Hvor blev tiden lige af? Min store smukke, kærlige og omsorgsfulde pige, som kan være skide irriterende og træls, men alligevel være mit livs kærlighed på én og samme tid.

Farmanden og jeg gik fra hinanden da Mynthe var 1 år gammelt, en fælles beslutning. I starten havde jeg hende mest, til der var kommet ro på det hele, så korte weekender og nu er vi så endt på en lang weekend til farmanden hveranden weekend, fra fredag-mandag. Det fungerer rigtig fint, for Mynthe i hvert fald – og dét er jo trods alt det vigtigste! Men hvor er det dog skide pisse hårdt at skulle undvære sit barn så tit. Hun bliver da også passet ind imellem eller er på weekend hos Fufar og Bedste T, men det er slet ikke det samme, der er det mig selv der har aftalt og arrangeret det, det der hver anden weekend noget, det har jeg ingen indflydelse på.. Sådan er det bare, og dét er hårdt!

Mon man nogensinde lærer at undvære sit barn? Det der delebarns noget er en finurlig størrelse og egentlig er jeg meget tvetydig og måske til tider dobbeltmoralsk i mine holdninger og meninger – jo vist, det tør jeg godt indrømme. For det er da rart og lidt af et privilegium at have “barn-fri” hver anden weekend, og jo nogle gange er det også rart og tiltrængt, men som oftest er det faktisk slet ikke sjovt.
Mynthes farmand og jeg har fælles forældremyndighed, og det går rigtig fint – nu, for faktisk har papirerne om fuld forældre myndighed været udfyldt og underskrevet, men vi fik snakket os ud af det. Mynthe elsker sin far og de har det rigtig godt sammen, så der har jeg slet ingen skrupler – selvfølgelig er vi uenige i hvordan visse ting gøres og jeg kan da også blive irriteret og fustreret på ham, men altså, det kan han sikkert også over mig, og ingen forældre er helt enige, hverken sammen eller hver for sig.

Men efter snart 4 år har jeg stadig ikke vænnet mig til det der med at savne og mangle. Her er simpelthen så tomt når hun ikke er her. Torsdag aften tænker jeg nogengange, “Puuh det bliver godt med en fri weekend”, men når jeg så når fredag eftermiddag, så har jeg lyst til at hente hende fra børnehave alligevel… Lørdagene er egentlig okay, især hvis vi har planer. Søndage er dumme, der går jeg ofte ind på hendes værelse liiiiige og vender.
Vi nyder at vi har “kæreste weekend” hver anden weekend, for A er jo trods alt ikke Mynthes far og fik ligesom hele pakken ret hurtigt kastet i armene, og han nyder det, uden tvivl, ham og Mynthe har noget helt særligt som slet ikke kan forklares, hun husker slet ikke et liv uden ham. Men når det så er sagt nyder han også roen og tiden uden et barn, vi nyder den, det er vigtigt, men Mynthe er hele tiden i mine tanker. Nogle weekender er nemmere end andre, har vi mange planer går det fint, men en weekend hjemme uden planer – føj det er det værste! Min krop har uden tvivl godt af et lille break indimellem og jeg ved at Mynthe hygger sig og har det godt, så det er jo egentlig dumt, rigtig dumt – det er nok bare det der skide moder instinkt der stikker så dybt – man vil vel helst at ens barn er hos sig selv… Mon man nogensinde vænner sig til det? Bliver det nogensinde en vane eller en rutine at skulle undvære sit barn? ….

Mynthe har været hos sin farmor og farfar i denne weekend, hun har helt sikkert haft det fantastisk, dét er jeg slet ikke i tvivl om – men nøj hvor jeg glæder mig til at hente hende og få hende hjem igen i eftermiddag!

 

2 Comments on Delebørn – Når man savner… Vænner man sig nogensinde til det?

  1. Libbie
    september 30, 2014 at 12:28 (3 år ago)

    Jeg deler jo også Anna og Victor med deres far. Jeg gik fra ham med et brag, ja mine forældre hentede os faktisk en aften hvor han var kørt. Anna var 3 år, Victor 6mdr. Vi har også fælles forældremyndighed og det kører fint men jeg sluger mange kameler og det synes han sikkert også at han gør.

    Vi startede stille og roligt med samvær. Victor var jo så lille så det var noget med et par timer, så en overnatning og stille og roligt blev det fredag til søndag. Så udvidede vi til mandag og da Anna vel var 5 blev det fredag til onsdag fordi de fortalte mig i børnehaven at hun tit var ked af det når han afleverede mandag. Men en weekend til samvær er heller ikke meget hvis der skal hygges, holdes fødselsdag, besøge bedsteforældre m.m.
    Sådan har det så kørt indtil for 6 måneder siden hvor Anna selv bad om at komme hjem til mig mandag. Så p.t. er Anna væk fredag-mandag og Victor fredag-onsdag. Det fungerer godt lige nu, men vi er fleksible og lytter til børnenes behov.

    Jeg vænner mig heller aldrig til at undvære dem. Heldigvis bor vi i samme by som deres far, så vi ses jo ofte selvom at de ikke “er hos os”. Men man lærer at leve med det, for det kan jo aldrig blive anderledes….

    kh Libbie

    Svar
  2. Anne
    november 5, 2014 at 01:20 (2 år ago)

    Åh, delebørn er aldrig sjovt for nogen parter.

    Jeg kender rigtig mange, der står i samme situation og med samme følelser som dig. I øvrigt er jeg selv delebarn, og den værste følelse for mig har uden tvivl været at høre halvt til to steder. Min mor fik et barn mere, og hold op hvor det stak i mit hjerte (og gør egentlig stadig ondt), at min mor, papfar og lillesøster lavede en masse ting uden mig. Det lærte jeg aldrig at forholde mig til. Selvfølgelig tog de ikke på ferie uden mig osv, men deres liv gik jo ikke i stå, blot fordi jeg skulle på weekend hos min far.

    Min kollega har to døtre. Et delebarn og et “fuldtidsbarn”. Hun fortalte mig engang hjerteskærende, at hun aldrig nogensinde kunne finde ud af, hvordan hun kompenserede for at have hver juleaften, hver weekend, hver nytårsaften, hver fødselsdag med den ene, mens hun måtte dele den anden. Den historie glemmer jeg aldrig. Det må være det mest forfærdelige for en mor. Og den værste sætning var “Det allerværste er jo, at min mands hjerte aldrig vil smelte ligeså meget for min ældste, som for vores fælles.” Puha..

    Svar

Leave a Reply