Archive of ‘Delebørn’ category

Valentines day – En kærligheds kage

IMG_3574Mynthe elsker kage. Mynthe elsker at bage. Mynthe elsker sin bonusfar.
Mynthe kom forleden dag hjem fra skole og fortalte om valentins dag, om at det var en kærlighedsdag hvor man skulle huske at sige “jeg elsker dig” til dem man har kær. Vi tre tøser var alene hjemme imens kærestemanden var på job til sent, så Mynthe besluttede ret hurtigt at hun gerne ville bage en kage til han kom hjem fra job.

Kærligheden imellem de to, er så ægte som den overhoved kan være, uden at være ægte, sådan rent biologisk altså. Hun kalder ham sin Bonus far, og hun fortæller det gladeligt til de der ikke ved det, hun fortæller stolt at hun har to fædre, en rigtig og en bonus. Og med bonus, mener hun virkelig bonus – intet halvt eller pap, men bonus, netop fordi hun betragter ham som en kæmpe bonus i sit liv. I vores liv.

IMG_3572

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Kærligheden imellem mine to yndlings mennesker..

229092_10151182150378000_1114905600_nMynthe og kærestemanden, mine to yndlings mennesker i hele den her verden. To mennesker som heldigvis også elsker hinanden!

Jeg kan slet ikke forstå hvor heldig jeg er, tænk at de personer man elsker aller mest også er hinandens yndlings personer? Så bliver det altså ikke meget bedre.
Mynthe var lige knap to år da hun mødte kærestemanden for første gang, og allerede ved første møde – på neutral grund og en unge fyldt med skoldkopper i hele femøren var der kemi imellem de to, og den kemi er bare vokset og vokset, får nu at være en enorm stor og gensidig kærlighed fra dem begge.

Den dag idag har de to et helt specielt forhold til hinanden, falder Mynthe og slår sig er det som oftest ikke mig hun går til, men kærestemanden. Ligeledes hvis hun har brug for en ekstra krammer eller lidt puttetid er det ham, først var jeg lidt øv over at han uden tvivl har scoret hendes hjerte og ikke længere mig – men tænk engang, det er da en mega gave, at de to bare har hinanden? Jeg elsker det, og jeg elsker at når jeg kommer ind for at sige godnat efter de har læst historie, så ligger de og snakker og fniser ved siden af hinanden og bare nyder det. De to har bare et eller andet særligt sammen, som slet ikke kan forklares og Mynthe ser absurd meget op til kærestemanden.

Kærestemanden er ham der står op med hende om morgenen, sørger får tøj og mad og får hende afleveret i skole – som regel er det faktisk også ham der henter igen om eftermiddagen. Han står for springgymnastikken og fodboldkampene, og alle de andre ting de to finder på i hverdagene. Jeg er så beæret over at have fundet en så fantastisk mand, som når nu jeg ikke selv kan mange af disse ting, ikke blot bare hjælper mig, men rent faktisk gør det fordi han har lyst!

Mynthe spurgte den ene dag kærestemanden om han ville elske den nye baby mere end hende, når nu han blev en “rigtig far” – mit hjerte sprang lige et slag over, for sikke store tanker fra sådan en lille pige, men selvfølgelig er det noget der vil rumstere i hendes smukke hoved. Selvfølgelig vil blodsbåndet måske altid være størst, men heldigvis er kærestemanden et så stort et menneske, at han på ingen måde vil gøre forskel, fysisk eller psykisk. Dét fik han selvfølgelig også forklaret Mynthe.

Mynthe har selvfølgelig også en “rigtig” far, altså sådan i biologisk forstand, og de to har det også skønt sammen – heldigvis, og Mynthe er mægtig glad for ham!
Som hun selv siger så er hun bare sådan et barn der er ekstra heldig fordi hun har to fædre der elsker hende. Hvis folk spørger til kærestemanden, siger hun stolt “det er min bonus far” – og i hendes forstand er han virkelig bare en ekstra bonus for hende!

mine to

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Må man “dislike” sit eget barn?

“Har du en 4-årig teenager?” – sådan lød indledningen i en mail jeg fik forleden dag, øh nej, men jeg har en 6-årig teenager! Hun er faktisk pisse hamrende røv mega meget træls lige for tiden…

Man må da godt være irriteret på sit eget barn ikke? Sådan VIIIIIRKELIG irriteret! Herhjemme er det ingen hemmelighed, børn er børn og man kan sgu’ ikke være en skide fantastisk overskuds mor hele tiden, og da i hvert fald slet ikke når ungen er krop umulig og total provokerende og irriterende! “Hvem, Mynthe? Naaaaarj da, hun er da altid så sød” Tss.. Ja, du skulle bare vide skulle du!
Vi har virkelig haft en kamp de sidste par måneder, egentlig siden hun startede i skole, men så blev det bedre, så værre, så bedre, og nu er det rigtig rigtig slemt! Faktisk glædede jeg mig lidt til en weekend uden hende – ja bum, så sagde jeg det, nu er det ude, nogen gange kan jeg ikke rumme mere og har bare brug for fred, ingen lille 6-årig pige der tror hun ved alt, er den klogeste i hele verden, snakker grimt, vender øjne, hamrer i bordet, smækker med dørene, råber og skriger, svarer igen og evigt og altid skal have det sidste ord.
Jeg er ved at brække mig.

Jeg ved godt at det bare er en fase hun skal igennem og at det sker for de fleste børn igen og igen, Mynthe har bare altid været et virkelig nemt og sødt barn så jeg var jo slet ikke forberedt, jeg havde frygtet dagen, men troede aldrig den kom….

Jeg har altid været total imod belønnings ting i forhold til børn, men i min iver efter at få mit barn tilbage har vi haft indført et kuglesystem. Man kan optjene én kugle om dagen hvis man har været sød. Er man ikke sød får man selvfølgelig en advarsel, og derefter kan man miste muligheden for at få dagens kugle, bliver man ved og ved og ved kan der ryge en kugle for hver gang. Er man derimod god og optjener 20 kugler kan man få en belønning som en biograftur eller en frokost på restaurant el lign. hun bestemmer. Det gik faktisk rigtig rigtig godt en periode, hun gik op i det med liv og sjæl – men så en dag røg der maaaange kugler og så sagde hun ellers “mor, jeg er da bare lige glad med at miste mine kugler” vi snakkede lææææænge og den røg frem og tilbage, og til sidst sagde “nå, men så tag dem alle sammen, jeg er da bare ligeglad, total ligeglad” …

Tænk engang at man kan nå helt derud hvor man ikke kan holde ud at være sammen med sit eget barn? Den ene dag var der ikke ét eneste hyggeligt øjeblik i løbet af dagen… Som regel er der jo også gode momenter i løbet af en dag og de opvejer jo ligesom de dårlige. Puha jeg synes det hele er lidt hårdt. Jeg har læst på lektien og har virkelig overrasket mig selv positivt over hvor lang lunte og tålmodighed jeg har, for hun skal selvfølgelig ikke bare have skæld ud konstant og det hjælper bestemt ikke med råb og skrig. Problemet stammer jo et sted fra og det er mit job som mor at finde frem til det!

Som delebarn, ny startet skolepige og lidt ændringer i ens liv, så er der selvfølgelig ting der skal falde på plads i hendes lille søde hoved, hun er en sensitiv og følsom pige som mange ofte tror er noget ældre end hun reelt er, og så skal der indimellem bare ikke så meget til at vælte hendes verden..
Skolen og sfo’en er med indover men de oplever heldigvis en fantastisk glad og omsorgsfuld pige der elsker livet, sådan er hun egentlig også når vi er ude, men herhjemme, der kan følelserne få frit spil – og det skal jeg love for at de får.

Mynthe og jeg tog en lang lang snak i sidste uge, og vi ville begge gerne tilbage til der hvor det var rart, hyggeligt og sjovt hver dag, så imorgen når jeg henter hende hjem møder jeg hende med verdens største knus og gå på mod, og så er alt glemt og vi starter på en frisk. For jo, det er helt sikkert bare en dum fase – som er slut nu – basta!
Faktisk glæder jeg mig endda lidt til at se hende, sådan en weekend fra hinanden er måske slet ikke så tosset..

- Bare lige for en god ordens skyld – jeg elsker mit barn overalt på hele jorden, hun er det bedste der nogensinde er sket mig, men derfor må man altså kun synes hun er lidt irriterende ind imellem :-P

 

Hvis du sidder derude med verdens bedste råd som ikke kan googles eller læses i Lola Jensen’s geniale håndbog (så er alt nemlig læst og forsøgt!) – så kom hjertens gerne med det, jeg vil tage imod alle råd med kyshånd.

Måske skulle indlægget egentlig slet ikke være udgivet og måske sletter jeg det igen – jeg er bare så frustreret og føler mig enorm magtesløs, og så hjælper det altså bare at få tingene ned på skrift!

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Delebørn – Når man savner… Vænner man sig nogensinde til det?

foto (4)Mynthe 3år, 4år og 5år.. Alle hendes børnehave år. Hvor blev tiden lige af? Min store smukke, kærlige og omsorgsfulde pige, som kan være skide irriterende og træls, men alligevel være mit livs kærlighed på én og samme tid.

Farmanden og jeg gik fra hinanden da Mynthe var 1 år gammelt, en fælles beslutning. I starten havde jeg hende mest, til der var kommet ro på det hele, så korte weekender og nu er vi så endt på en lang weekend til farmanden hveranden weekend, fra fredag-mandag. Det fungerer rigtig fint, for Mynthe i hvert fald – og dét er jo trods alt det vigtigste! Men hvor er det dog skide pisse hårdt at skulle undvære sit barn så tit. Hun bliver da også passet ind imellem eller er på weekend hos Fufar og Bedste T, men det er slet ikke det samme, der er det mig selv der har aftalt og arrangeret det, det der hver anden weekend noget, det har jeg ingen indflydelse på.. Sådan er det bare, og dét er hårdt!

Mon man nogensinde lærer at undvære sit barn? Det der delebarns noget er en finurlig størrelse og egentlig er jeg meget tvetydig og måske til tider dobbeltmoralsk i mine holdninger og meninger – jo vist, det tør jeg godt indrømme. For det er da rart og lidt af et privilegium at have “barn-fri” hver anden weekend, og jo nogle gange er det også rart og tiltrængt, men som oftest er det faktisk slet ikke sjovt.
Mynthes farmand og jeg har fælles forældremyndighed, og det går rigtig fint – nu, for faktisk har papirerne om fuld forældre myndighed været udfyldt og underskrevet, men vi fik snakket os ud af det. Mynthe elsker sin far og de har det rigtig godt sammen, så der har jeg slet ingen skrupler – selvfølgelig er vi uenige i hvordan visse ting gøres og jeg kan da også blive irriteret og fustreret på ham, men altså, det kan han sikkert også over mig, og ingen forældre er helt enige, hverken sammen eller hver for sig.

Men efter snart 4 år har jeg stadig ikke vænnet mig til det der med at savne og mangle. Her er simpelthen så tomt når hun ikke er her. Torsdag aften tænker jeg nogengange, “Puuh det bliver godt med en fri weekend”, men når jeg så når fredag eftermiddag, så har jeg lyst til at hente hende fra børnehave alligevel… Lørdagene er egentlig okay, især hvis vi har planer. Søndage er dumme, der går jeg ofte ind på hendes værelse liiiiige og vender.
Vi nyder at vi har “kæreste weekend” hver anden weekend, for A er jo trods alt ikke Mynthes far og fik ligesom hele pakken ret hurtigt kastet i armene, og han nyder det, uden tvivl, ham og Mynthe har noget helt særligt som slet ikke kan forklares, hun husker slet ikke et liv uden ham. Men når det så er sagt nyder han også roen og tiden uden et barn, vi nyder den, det er vigtigt, men Mynthe er hele tiden i mine tanker. Nogle weekender er nemmere end andre, har vi mange planer går det fint, men en weekend hjemme uden planer – føj det er det værste! Min krop har uden tvivl godt af et lille break indimellem og jeg ved at Mynthe hygger sig og har det godt, så det er jo egentlig dumt, rigtig dumt – det er nok bare det der skide moder instinkt der stikker så dybt – man vil vel helst at ens barn er hos sig selv… Mon man nogensinde vænner sig til det? Bliver det nogensinde en vane eller en rutine at skulle undvære sit barn? ….

Mynthe har været hos sin farmor og farfar i denne weekend, hun har helt sikkert haft det fantastisk, dét er jeg slet ikke i tvivl om – men nøj hvor jeg glæder mig til at hente hende og få hende hjem igen i eftermiddag!

 

Fars dag.. Også for bonus fædre!

Herhjemme har vi fejret “fars dag” idag, det gik Mynthe meget op i, for selvom A ikke er Mynthes rigtige far så fungerer han på mange måder som en slags far for hende. De to er som pot og pande og har et helt fantastisk bånd sammen, som jeg er SÅ taknemmelig for. Mynthe har en far, en god far som hun er rigtig glad for og ser hver anden weekend. A skal på ingen måde ind og tage hans plads, det ønsker ingen af os! Men når det så er sagt så betyder det bare alverden at de to er de bedste venner. At jeg ved de to hygger sig helt enormt sammen når jeg ikke er hjemme, at de altid “kommer til” at købe ostehaps når de handler sammen, at Mynthe elsker når A henter eller afleverer i børnehaven.. Alle de små hverdags ting de gør sammen gør mig glad. Tænk engang hvor heldig man kan være, at to af de personer man elsker aller mest også elsker hinanden? Jeg har været heldig, virkelig heldig. Snart har jeg kendt kærestenmanden i 3 år.. Ja hold da op som tiden er fløjet afsted, Mynthe har dog ikke kendt ham helt lige så længe som jeg. Jeg var forsigtig da de skulle mødes første gang, men alligevel betød deres møde og kemi meget for mig, fordi hvis han ikke kunne med mit barn, så skulle det bare ikke være os to. Heldigvis klikkede de med det samme og han bestod “mor testen” og gik straks på hug og snakkede til hende osv. A betyder noget helt særligt for Mynthe, hun kender ikke til et liv uden ham, derfor skulle han selvfølgelig også “hyldes” idag. Gave og tegning på sengen, Mynthe har selv dikteret og skrevet og sendt mig en byen efter en pengepung, hun kunne nemlig huske at hans gamle var gået i stykker. Pandekager til morgenmad og senere en hyggelig tur på bakken med rutchebaneture, mad og is. En helt perfekt dag!

1 2