Valentines day – En kærligheds kage

IMG_3574Mynthe elsker kage. Mynthe elsker at bage. Mynthe elsker sin bonusfar.
Mynthe kom forleden dag hjem fra skole og fortalte om valentins dag, om at det var en kærlighedsdag hvor man skulle huske at sige “jeg elsker dig” til dem man har kær. Vi tre tøser var alene hjemme imens kærestemanden var på job til sent, så Mynthe besluttede ret hurtigt at hun gerne ville bage en kage til han kom hjem fra job.

Kærligheden imellem de to, er så ægte som den overhoved kan være, uden at være ægte, sådan rent biologisk altså. Hun kalder ham sin Bonus far, og hun fortæller det gladeligt til de der ikke ved det, hun fortæller stolt at hun har to fædre, en rigtig og en bonus. Og med bonus, mener hun virkelig bonus – intet halvt eller pap, men bonus, netop fordi hun betragter ham som en kæmpe bonus i sit liv. I vores liv.

IMG_3572

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Der var engang et vitrineskab.. Og en enorm kærlighed…

vitrineFor snart 7 år siden, skrev jeg et kort lille indlæg om mit dengang, seneste kærligheds crush, et stort smukt vitrineskab. Jeg skrev at det aldrig måtte forlade mig igen, og dét er en følelse jeg stadig har – også selvom jeg (desværre) ikke har haft det i brug de sidste 5 år! Dengang kærestemanden og jeg flyttede sammen, var der desværre ikke plads til det, så jeg fik det opmagasineret i håb om at få det hjem igen. Siden hen har det været lånt ud til min svigerinde, og derefter igen opmagasineret hos min faster – hun spurgte mig i efteråret, om det fortsat skulle gemmes eller om jeg havde en idé om det skulle sælges eller hvordan, fordi de snart selv skulle bruge pladsen. Idéen om at jeg skulle skille mig af med det, gjorde ondt bare ved tanken – og dét så min faster heldigvis, så det fik lov at blive lidt tid endnu. Og sørme om ikke tiden er kommet til at det snart skal “hjem”, for det kommer til at passe skide hamrende pisse godt ind i vores nye hjem! Bum, endelig skal vi genforenes – min helt store vitrine kærlighed og jeg, og jeg glæder mig.

Min idé om at få det malet og tapetseret i sin tid, skete der dog desværre aldrig noget videre med (surprise!) MEN, nu har jeg en plan, og det trænger også til lidt ekstra kærlighed efter så mange år i en lade, men det bliver godt – det er jeg sikker på.
Kærestemanden er (som altid) ikke helt med på mine idéer fra starten, men han kender mig efterhånden så godt at han stoler på mig – for det ender som oftest med at blive meget godt, som han siger – det er da kærlighed ikk’?..
Min idé er at skabet skal males i sort højglans, og så være hvidt indvendigt. Jeg tror det bliver skide flot. Aller helst ville jeg gerne have det malet hos en autolakør, meeeen, det tror jeg nu alligevel bliver lidt svært at få trumfet igennem, så desværre må jeg nok igang med penslen selv.. For at vise kærestemanden noget lignende, fandt jeg lidt inspiration på pinterest.

b0f8a18bf7b13404dc2b7d4953465eef3ec74d2ca91d533e9772ed33c96275d1e867813fff1cee818bc53533dde404e7

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

Endnu et projekt..

16123402_370284380005051_7851370186123771904_n.. Og denne gang et af de lidt større!
Vi har købt os et hus! Et lille charmerende byhus, stik modsat af hvad vi har nu. Det var egentlig slet ikke meningen lige nu og faktisk ville vi gerne være blevet boende, men sådan skulle det ikke være, så nu river vi endnu engang teltpløkkerne op men denne gang for good – eller i hvert fald de næste mange mange år! Vi glæder os. Vi kommer til noget mere by og kommer til at kunne gå til alt – og dét har vi virkelig savnet her på landet, hvor vores eneste kiosk nu er lukket. Vi har købt os et lille projekt, som kræver en masse tid og kærlighed, men det skal vi nok klare. I sommers begyndte vi at kigge, dagen inden Paya blev født besluttede vi os, nøglerne fik vi i december og allerede mellem jul og nytår gik vi igang med at rive ned, de største projekter lyder på nyt køkken og bad, et par vægge og så skal hele huset pudses op. Senere venter nogle større projekter men det må være år ud i fremtiden, Rom blev jo ikke bygget på en dag. Det blir’ hårdt – men det blir’ godt, for det er vores helt eget! ❤️

Det er i to plan, og måske ikke det mest geniale taget mig og min sygdom i betragtning – men men men, man får altså bare ikke samme charme i et et-plans hus, så nu prøver vi, eller.. det er måske lidt voldsomt sagt når vi har købt det, men vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler. Vi indretter underetagen således at jeg ikke behøver at skulle op og ned flere gange dagligt, der er ligeledes også både toilet, pusleplads og liggeplads til mig nedenunder – ligesom der også er oppe, og trappetrinene har en god højde og vi får sat et ekstra gelænder op så der er et i begge sider. Den lille kælder derimod, bliver udelukkende mandens, for den trappe er dum, men det synes han vist kun er fedt :-P

Vi ser ikke meget til manden for tiden, for han bygger og bygger – men når det er på vores kommende hjem, så går det nok – vi glæder os!

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

For et år siden.. – Lidt om vejen hertil..

xxxIdag er det præcis et år siden vi fandt ud af at Paya var på vej. Og sikke et år – Spørger du manden, vil han formegentlig nævne det fede ved et helt år med privat chauffør og spørger du mig, et år uden menstruation. Der er selvfølgelig sket en hulens masse vilde ting, de første tre måneder af graviditeten var ren og skær angst provokerende faktisk, vores oplevelse omkring at have mistet blot to måneder forinden sad stadig rigtig dybt i os, og frygten for at det skulle ske igen overvandt desværre glæden. Heldigvis blev vi regelmæssigt bekræftet i livstegn ved scanninger, og til nakkefoldsscanningen ville jublen ingen ende tage og glæden trådte for alvor i kræft.

Et år siden jeg testede positiv. Jeg havde det egentlig på fornemmelsen. Faktisk vil jeg vove den påstand at sige at jeg kunne mærke det allerede to uger forinden, jeg var på håndarbejdsmesse med en veninde og fortalte at jeg have lidt mavekneb, formegentlig grundet kommende menstruation, men alligevel føltes det ikke helt normalt, så måske der var noget der var ved at “sætte sig fast” – og ganske rigtigt! Allerede 3+2 testede jeg svagt positivt og derfra blev den bare stærkere og stærkere.

Jeg var meget i tvivl om hvordan fanden jeg lige skulle fortælle manden det, det var lørdag, han var på job og vi skulle til et vennepar om aftenen. Mest af alt ville jeg gerne have gjort et stort nummer ud af det, men altså.. det havde jeg jo gjort første gang, og det gik jo ligesom galt, men alligevel var det også lidt kedeligt bare at ringe til ham og fortælle det.. Så jeg lagde testen i postkassen og bad ham tømme den da han kom hjem, brok brok brok over hvorfor han nu skulle det, men han kom tilbage med verdens største smil og næsten glædeståre – fantastisk, lidt som han har været hele vejen igennem, bedre støtte (og far) skal man lede længe efter.

IMG_3935Min graviditet var bestemt ikke lutter lagkage, helt enorme ligamentsmerter fra nærmest dag ét, blindtarmsbetændelse og ikke mindst svær bækkenløsning – MEN, når det så er sagt så synes jeg faktisk at min graviditet var fantastisk, for mine daglige sygdoms betinget smerter forsvandt nærmest den dag jeg testede positiv, og dét var fantastisk. Lægerne giver hormonerne skylden, og faktisk er det først her indenfor den sidste måned de desværre er begyndt at vænne tilbage igen, jeg tror at amningen har holdt dem lidt tilbage – men med kulde og frostgrader kommer desværre også smerter og stive led. Men jeg har virkelig nydt tiden uden daglige smerter mm.

xIMG_4264

Paya kom til verden ved et planlagt kejsersnit i oktober, jeg var SÅ bange op til, men vi havde en helt fantastisk oplevelse, det var så surrealistisk selv at være med til det hele, vi fik lov at se med under selve operationen og jeg fik hende op til mig i samme sekund hun kom ud. Følelsen og adrenalinen er ikke helt den samme som når man selv har født og presset en baby ud, oplevelsen og følelserne er anderledes, men også virkelig virkelig fantastiske. Forløbet bagefter var dog noget problematisk og jeg var også indlagt lidt længere end normalt, men hun har været det hele værd og jeg gjorde gerne oplevelsen om igen, da jeg må ingen måde er traumatiseret over det. Vi havde set mange videoer omkring kejsersnit, været til foredrag osv. da jeg virkelig virkelig var bange og ikke helt kunne se idéen med det, men alt frygt blev gjort til skamme, super søde læger og sygeplejerske der formåede at lave en hyggelig stemning på stuen og forklarede alt hele vejen igennem, vi fik en sygeplejerske til at forevige hele oplevelsen fra start til slut – fra bedøvelsen og til hun lå på mit bryst, fede minder – det er så imponerende hvad lægerne kan.

IMG_0968x

Et år – næsten 9 måneder inde – næsten 4 måneder ude.
Det går bare så sindsygt stærkt alting, men hvor er jeg dog bare lykkelig og skide taknemmelig <3

IMG_3236x

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

 

Endelig ovre de tre måneder – og vi lever alle endnu!

15802394_232211337219773_1060790607816949760_n16228746_1842476105965540_6916066136010260480_n15035567_1527306163951428_821891302609125376_n

Som over skriften siger – Vi lever! :-D
Det har været noget af nogle måneder med en masse maveproblemer og en masse skrigeri. Puhh.. MEN, det lader til at vi er igennem det – heldigvis da. De sidste 2 uger har Paya været så sød, mild og nem. (7-9-13, med fare for at jinxe det) men det har hun altså, hun er blevet et helt andet barn der bare smiler og griner hele tiden og er forholdsvis nem at læse og tilfredsstille.

Alle blev ved med at sige til os at det var de første tre måneder der var de værste og at alt nok skulle blive godt – det havde vi noget svært ved at tro på i kampens hede. De første 2 måneder med næsten konstant skrigeri dagen igennem, og den sidste måned kun ved aftentid. Vi har prøvet nærmest alt – men det eneste der har hjulpet hende har været mor eller fars trygge arm og så konstant bevægelse, så vi har fået slidt gulvene tyndt herhjemme og gået nogle kilometer…

Hånden på hjertet, havde jeg vist at de første tre måneder havde været sådan, havde jeg nok haft overvejet en ekstra gang om vi nu også skulle have den 2’er. Men alt det er glemt, og kærligheden til det lille væsen vokser sig større og større for hver dag der går, og jeg kan få helt ondt i maven over hvor meget kærlighed man pludselig kan rumme, især når jeg ser kærestemanden med hende, eller Mynthe – som er verdens bedste storesøster.

16123952_1056432437819547_4999493532004646912_n

Paya er nu blevet 14 uger, hun vejer 6kg og er ved at få lår i skoene, altså stortrivedes hun! :-P Imodsætning til dengang med Mynthe, går amningen strålende. Hun smiler, griner og pludre, griber ud efter ting og har hænderne i munden konstant. Hun er igennem en enorm udvikling lige for tiden og man kan nærmest fornemme at der sker noget dagligt. Hun sover godt om natten og er så småt ved også at lære det om dagen.

Overskuddet er så småt ved at vende tilbage igen, vi begynder at se flere og flere mennesker og jeg er for alvor begyndt at elske det der barselsliv, med mødregrupper og babytytmik osv. Vi har travlt – og nyder det ;-)

 

Følg bloggen via Facebook her
Følg bloggen via Bloglovin’ her

1 2 3 396